Hos RMK B&U træner vi efter niveau (fysisk og teknisk), så vores holdinddelinger er ikke firkantede i forhold til alder. Flere faktorer spiller ind i forhold til hvilket hold man hører til:
Alder, teknisk formåen, fysik, grundform og træningstilgang. Det er vigtigt at forstå, at blot fordi man eksempelvis er 13 år, så er man ikke automatisk B holdsrytter før man passer det de forventninger der er til holdet – det er for at sikre, man får den optimale træning der passer til netop den enkelte rytter.
Vi har på ingen af vores hold forventninger om at der køres løb – men Roskilde Mountainbike Klub er en Licensklub under DCU, så vi opfordrer naturligvis vore B&U ryttere til at prøve kræfter med løb.
Det er trænerne, der i sambejde vurderer hvilket hold, der passer til den enkelte rytter.
På alle hold gælder:
Det er vigtigt vi har tid til at de unge har det sjovt og hyggeligt, når de er til træning.
Der skal være tid til at lave gag og løjer med vennerne til træning.
Alle hold benytter samme facebookgruppe til kommunikation - Facebookgruppe B&U (bortset fra Forældreholdet, som har sin egen gruppe Facebookgruppe RMK Forældre
Alle starter på D holdet medmindre rytterens niveau allerede er kendt af en af trænerne i B&U.
Både piger og drenge kan starte på D holdet fra de er 6 år gamle.
På D-holdet fokuseres på leg, socialt og grundteknikker. Fartlege og balancelege er en stor del af træningen på D-holdet.
Man rykker videre fra D holdet, typisk når man når 10-årsalderen, og har trænet regelmæssigt, så grundteknikkerne er på plads. Er man over 10 starter man også på D holdet, og træner med der, indtil grundteknikkerne er på plads.
Der er ingen forventning om fysisk form eller antallet af træninger på D holdet - men vi opfordrer naturligvis til at komme regelmæssigt, både for teknikkens skyld, men især også for sammenholdets skyld.
På C holdet bliver træningen lidt mere avanceret – vi får introduceret flere teknikker, udfordringerne bliver mere komplicerede, og man kan forvente at blive udfordret på fart og høj puls. På C-holdet begynder vi også at få lidt mere ”luft under hjulene”
Rytterne på C holdet er rutinerede B&U ryttere typisk i alderen 10-13 år og har trænet regelmæssigt i ca. 1 år. - er man over 13 år, træner man også på C holdet indtil det tekniske og fysiske niveau passer til B holdet.
Børn på C Plus træner sammen med C-holdet til de fleste træninger. C Plus holdet træner også om mandagen, hvor der fokuseres på fysisk form. Er man på C Plus forventes det, at man kommer til træning regelmæssigt som minimum et par gange om ugen.
Rytterne på B holdet har et højt teknisk MTB-niveau – Vi sammensætter flere tekniske elementer og arbejder med høj fart. På B-holdet arbejdes med optimering af kræfter og fart, som f.eks. kan bruges til løb – uanset om man har fokus på XC eller trail.
B holdet har fokus på fysisk træning – da flere af rytterne deltager i Licensløb.
Trænerne forventer ud over teknisk formåen, at rytterne har en positiv træningstilgang uanset fysisk form – Vi forventer, der ”bliver gået til den”, når man bliver bedt om det og man lytter, når træneren instruerer.
B holdet følger en dynamisk træningsplan, der følger DCU´s træningsanbefalinger – husk at koordinere med trænerne, hvis du ønsker at træne mere, end klubben tilbyder – mere træning er ikke nødvendigvis det samme som bedre form!
Rytterne på B Plus holdet træner med A Holdet om mandagen, men følger ellers B Holdet i de øvrige træninger.
Rytterne på A holdet har et højt teknisk MTB-niveau – Vi udvikler ydereligere det tekniske niveau, og fokuserer på at udnytte teknikken til at skabe yderligere fart. På A holdet arbejdes med optimering af kræfter og fart, som f.eks. kan bruges til løb – uanset om man har fokus på XC eller trail.
A holdet har fokus på fysisk træning – da flere af rytterne deltager i Licensløb.
Trænerne forventer ud over teknisk formåen, at rytterne har en positiv træningstilgang og er i en fysisk god form – Man er ikke på A holdet uden mindst 3 træningsgange om ugen - enten i klubben eller anden relevant træning, der sikrer det høje fysiske og tekniske niveau.
Vi forventer, der ”bliver gået til den”, når man bliver bedt om det og man lytter, når træneren instruerer. Er man ikke allerede i fysisk god form, går det ud over træningen for de øvrige ryttere, og det er der ikke plads til på A holdet, men henvises i stedet til B holdet.
A holdet følger en dynamisk træningsplan, der følger DCU´s træningsanbefalinger for U15/U17 ryttere – husk at koordinere med trænerne, hvis du ønsker at træne mere, end klubben tilbyder – mere træning er ikke nødvendigvis det samme som bedre form!
Ungdomsholdet ligner i definition A-holdet, men rytternes alder og fysiske udvikling tillader en anden fysisk belastning i træningsforløbet.
U holdet følger en dynamisk træningsplan, der følger DCU´s træningsanbefalinger for U19/U23 ryttere – husk at koordinere med trænerne, hvis du ønsker at træne mere, end klubben tilbyder – mere træning er ikke nødvendigvis det samme som bedre form!
RMK forældre har træningstid samtidig med B&U træning. De får mulighed for at træne selv sammen med andre voksne, og får adgang til struktureret tekniktræning, da de i stort omfang kommer til at træne efter samme koncept som B&U træningen foregår.
Holdet bliver dermed teknisk klædt på til at køre mountainbike med deres børn, som jo som bekendt udvikler sig vanvittigt hurtigt på MTB.
"RMK Forældre" er udelukkende for forældre med barn tilknyttet B&U, og husk man jo kan træne på de øvrige hold også, når man har medlemsskabet.